Hjem

Konservative ver. 2.0

- for det 21. århundrede

 

Vi befinder os i en meget svær tid. Der er splittelses- og opløsningstendenser overalt.

Vi har store problemområder:

- Migrationen og den manglende assimilation.

- EU samarbejdet halter videre på falske præmisser.

- Uligheden og splittelsen stiger i befolkningerne.

Hvor er den markante og forstandige konservative stemme henne?

Svaret er, at den ikke rigtigt findes - eller måske rettere: I det politiske system findes den kun i en ukonkret, uafklaret og fragmenteret form.

 

Hvad med konservatismen i Det Konservative Folkeparti? . Måske startede problemet tilbage i tiden med Schlütter's berømte "Ikke så konservativ, så det gør noget". Måske har de mange personstrider bidraget. Ret sikkert er det, at manglen på et konservativt "værdi-anker" har tilladt partiet ubevidst at flyde med de generelle liberalistiske strøm-ninger og kommercialiseringen af samfundet. I takt med den faldende vælgertilslutning er den "konservative mission" blevet erstattet af "markante" enkeltsager, som vælgerne ikke kan genkende konservatismen i - fordi den reelt ikke er der.

 

I en tid, hvor der er mere brug for ordentlig, forstandig konservatisme end siden 2. Verdenskrig er det synd og skam. Synd og skam for nationen, for danskerne og for vore børns fremtid.

 

Dette initiativ, Konservative 2.0, har som mål at genfinde konservatismen og tolke den ind i vor tid, det 21. århundrede, så den atter kan forstås klart af vælgerne og indtage den centrale rolle i vort samfund, som både konservatismen og samfundet fortjener.

 

Konservative 2.0 skal ikke opfattes som et angreb på DKF, men tværtimod som en hjælp. Flere partier har elementer af konservatisme, men DKF er trods alt den mest naturlige bærer af den konservative fakkel. Nu skal vi have tændt den fakkel ordentligt!

 

Hvis Det Konservative Folkeparti magter at genfinde det konservative fundament, så vil det berettige følgende overskrift:

 

"Største politiske nytænkning

i nyere dansk historie:

Konservative genfinder konservatismen!"

 

 

Vi ved at socialisme ikke duer og vi kan se at utæmmet liberalistisk kapitalisme heller ikke fungerer (for de mange). Hvorfor ikke droppe ideologierne og søge hjælp der hvor hjælpen er, i konservatismen?

Når forudsætningerne ændrer sig, må konklusionerne også ændres.

 

Med denne hjemmeside har jeg stillet mig ud på tynd is. Ikke fordi jeg kan lide det, men fordi jeg føler mig forpligtet til det. Kun at kunne bidrage lidt er ingen undskyldning for ikke at bidrage overhovedet.

 

De seneste år har konservativismen fået stedse mindre betydning i dansk politik. Efter min opfattelse er dette et stort tab for landet og befolkningen. Den politiske scene erobres mere og mere af kævl og strid mellem politikere og partier ene og alene for at fastholde eller erobre "magten". Ledelsen og styringen af Danmark fylder meget lidt. En strategi for landet på lidt længere sigt eksisterer ikke - og ingen tager sig af det. Enkeltsagerne og slags-målet fylder det hele. Handlekraft er blevet synonymt med at haste et ugennemtænkt lovforslag igennem - eller kalde i samråd. Ingen bryder sig om hvorvidt det virker positivt, bare det ser sådan ud.

 

I det politiske univers er samfundet blevet til en økonomi, hvor borgerne er arbejdskraft og forbrugere - ikke mennesker af kød og blod med familie, venner og naboer, med drømme og ønsker om at leve et ordentligt liv i fred og fordragelighed. Hvis man vælger at se verden som et Matador-spil - så gælder kun de muligheder, som indeholdes i Matador-spillereglerne. Vi får "nødvendighedens politik".

 

Kig ud i verden: Protesterne vælter frem overalt. Valget af Trump fx er ingen tilfældighed. Borgerne er trætte af "eliten", som giver Pokker i borgerne.

 

I dette politiske miljø har konservatismen meget at byde på, men den behøver en opgradering til ver. 2.0 så den for alvor adresserer nutidens Danmark og kan forklares for vælgerne, så de indser, at konservatismen mere end nogen anden politisk retning kan føre os gennem en stærkt foranderlig og udfordrende tid.

 

Copyright © Kåre Grønbæk All Rights Reserved