Den politiske "debat"

- Saglighed og argumenter er fraværende.

Den politiske debat er normalt ret "syg". Oftest er det slet ingen debat, for der lyttes ikke, der argumenteres ikke og der svares ikke. Det er blevet en politisk "vane" at svare udenom, at manipulere og at skyde efter de stråmænd, som man selv sætter op i bunkevis. Årsagen til at den politiske debat er så taktisk og manipulerende er naturligvis, at den ikke drejer sig om at oplyse eller blive klogere. Den drejer sig udelukkende om at kapre stemmer - og det reelt på en bedragerisk baggrund. Ordet "bedragerisk" er ret skrapt, men hvordan skal man ellers forstå, at man ikke vil besvare spørgsmål? Er det fordi vi ikke må høre svaret? Eller er det fordi man ikke kender svaret? Begge dele er jo et bedrag. Og når man opstiller stråmænd i den taktiske debat, hvad skyldes det så? At man vil bilde vælgerne ind, at modstanderen mener noget andet end han rent faktisk gør? Eller skyldes det, at man vil "vinde" debatten uanset om man har ret eller ej? Det kan man vel heller ikke kalde andet end bedrag.

Den misinformerende politiske debat er en trussel mod demokratiet, for demokratiet kan ikke fungere uden korrekt information. Hvordan skal en vælger kunne foretage et reelt valg uden retvisende information?

"De svarer ikke"

- fordummende uskikke i den politiske debat.

Professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock, har skrevet en absolut læseværdig bog "De Svarer ikke". Bogen er skarp og veldokumenteret - og på sin vis både meget informativ og sørgerlig at læse.

I 1831 skrev den tyske filosof Arthur Schopenhauer en lille bog med titlen ” Die Kunst, Recht zu behalten”, på dansk ”Kunsten altid at få ret - 38 måder at vinde en ellers tabt diskussion”. Bogen er oversat af Hans Christian Fink. Bogen er morsom på den sørgelige måde, for den kategoriserer og udstiller alle de tricks, der kan anvendes til at ”vinde en diskussion” når man ikke har ret. Det sørgelige er, at man ikke behøver at læse bogen (eller se det skuespil, som er skrevet over bogen) for at stifte bekendtskab med metoderne. Man skal blot følge den politiske debat. Bogen synes at være obligatorisk pensum i den politiske ”talentudvikling”.